Nyheder
Pressemeddelelse
13/10/2011 af Berit KornbeckPressemeddelse
Pressemeddelelse fra afdelingsbestyrelsesmøde torsdag den 6. oktober 2011
Renovering af tag og facade rækkehuse
Der er udført stikprøvekontrol og fundet enkelte fejl. Vi mangler nu den endelige færdigmelding fra Enemærke og Petersen/Paludan & Ramsager. Den endelige færdigmelding forventes i uge 44.
Tagrenovering og vinduesudskiftning i højhuse
Der afholdes møde i byggegruppen den 29. september 2011. På mødet blev byggesagsøkonomien fremlagt for byggegruppen. Det blev aftalt, at der udarbejdes en temaavis og indkaldes til ekstraordinært afdelingsmøde den 31. oktober 2011. DAB lovede at sørge for temavisen og indkaldelsen, der skal udsendes til beboerne senest den 17. oktober 2011. Der afholdes byggegruppemøde den 25. oktober 2011 kl. 18.00 i Kulturhuset ”Ind i Varmen”.
Hærværksbarometer
Hærværksbarometer kan ses i vinduet til Grantoftens kontor. Der er udført en planche med oplysning om de gængse hærværkstyper samt henvisninger til fotos, som illustrerer dette. Hærværksbeløbet pr. 2. oktober 2011 udgør kr. 269.906,55.
Boldbur ved blok 3 samt borde og bænkesæt til områderne
Der er etableret et boldbur på græsplænen ved blok 3, et boldbur der er identisk med de 2 boldbure i Legegaden. Gummibelægningen i boldburet blev etableret den 7. oktober 2011. Der er indkøbt og opsat 10 borde/bænkesæt til højhusområdet og indkøbt skraldespande til placering ved siden disse. Nogle af de indkøbte skraldespande er allerede opsat.
Fremtidsvisioner
Fremover er dette et fast punkt på dagsordenens åbne del, så beboerne har mulighed for at få påført deres visioner og punktet er åbent for nye indlæg.
Foreløbige punkter:
- Styrkelse af butikscentret, det kunne f.eks. være bedre parkeringsmuligheder, flere reklamer etc.
- Styrkelse af afdelingens sociale miljøer.
Ekstraordinært afdelingsmøde
Der er afholdt ekstraordinært afdelingsmøde den 4. oktober 2011 kl. 19.00 i Grantoftecentrets sal, med et eneste punkt på dagsorden, nemlig forslag om lukning af alle de kollektive funktioner. De fremmødte besluttede, at vi skal forsøge at udleje Restaurant Grantoppen og Granly. Afdelingsmødet besluttede også at bibeholde de resterende kollektive funktioner. Det blev vedtaget, at der ikke skulle afholdes urafstemning, idet afdelingsmødet var repræsenteret af et bredt udsnit af Kollektivbyen Grantoftens beboere, i alt 163 husstande.
50 års jubilæum i Korngården
I anledning af Korngårdens 50 års jubilæum er der overrakt en gave, som vi har modtaget takkekort for.
Nyt tag på fritidscenter (brandskade)
Malebehandling af salens vægge er udført, men endnu ikke afleveret. Der er reklameret over arbejdet og der er afholdt møde med de involverede GVL og Codan. Det er aftalt, at salen lukkes 11., 12. og 13. oktober 2011, hvor GVL udbedrer de ujævne overflader. Brugerne er informeret om at de ikke kan benytte salen de omtalte dage.
Renovering af badeværelser
Der er nu indgået aftale med mureren om modernisering af de første 25 badeværelser i Kollektivbyen Grantoften og etableringen af det første badeværelse er i gang. Der var lidt opstart komplikationer, som altid i den slags projekter. Etableringen af de første 25 badeværelser strækker sig over perioden 1. oktober 2011 – 29. februar 2012. Andre interesserede beboere har skriftligt modtaget meddelelse om, at de er opført på venteliste og med oplysning om, at der kan blive tale om en prisregulering i starten af det nye år. Disse beboere vil først høre nærmere når de nye priser foreligger og det præcise lejetillæg kan fastlægges.
Servicekiosken
Det er nu muligt at spille på Danske Spil, der blandt andet omfatter Tips og Lotto i Servicekiosken. Det vil snart være muligt at købe Movia periodekort i Servicekiosken, men der mangler et tastatur for udstedelse af kortene, som skulle være lige på trapperne.
Legepladser 2011
Pr. 1. oktober 2011 udskrives ikke flere rekvisitioner til gård og blokrepræsentanter. Hvor legepladsrepræsentanterne ikke har anvendt budgettet, vil nødvendig istandsættelse blive foretaget på foranledning af ejendomskontoret. Desuden pågår tildeling af ekstrabevillinger inden for en restsum af ca. 100.000 kr. efter først til mølle princippet. Gård 6 har ikke fået udbedret de mangler, der blev konstateret ved sikkerhedsgennemgangen i foråret 2011. Ejendomsmesteren er ved at undersøge hvad der gik galt, men vil sætte arbejderne i gang hurtigst muligt.
Vand i haver
I forbindelse med de seneste års kraftige nedbør er der registreret afvandingsproblemer i flere haver. I sommer blev der udført en prøve på sætning af et acodræn i en af haverne. Det virker som om, at den udførte prøve lever op til forventningerne, men da løsningen er dyr, har miljøudvalget besluttet, først at træffe endelig beslutning om det videre forløb, når vinteren er overstået. Afdelingschefen mener ikke, at etablering af acodræn i alle haverne vil være en løsning, da mosen og regnvandssystemet formentlig ikke kan tage alt vandet.
Råger i Grantoften (skader)
Med baggrund i en henvendelse fra en beboer, som føler sig generet af mange skader i området, har miljøudvalget besluttet at søge kommunen om tilladelse til at regulere skadebestanden i lighed med den årlige regulering af rågebestanden. Jørgen Henriksen fra DAB har oplyst, at jagtsæsonen for skader løber fra 1. september til 31. december og ejendomsmesteren er ved at undersøge mulighederne for regulering af skadebestanden.
Askebægre ved opgange
Der vil blive indkøbt 100 askebægre, der vil blive opsat på stolperne ved opgangenes sydsider. 50 askebægre vil blive opsat på sydsiderne, mens 50 vil blive opsat på nordsiderne, når disse er færdigetableret i forbindelse med renoveringen af tage og vinduer.
Grantoftens forum
Der er den 21. september 2011 afholdt møde med indvandrerkvinderne, der benytter Kulturhuset, om brug af de PC´er der i sin tid er indkøbt af PC-gruppen. Jan Møller vil gerne stå for undervisningen i PC´er i nærmere aftalte uger i løbet af året. Kvinderne vil vende tilbage, når de finder ud af, hvem der vil deltage i et kursus. LEF og Søren Frederiksen er p.t. ved at gennemgå og opdatere PC´erne.
”Ind i Varmen”
Der er 42 der har tilmeldt sig turen til Polen her i oktober 2011. Der er i samarbejde med Pensionistklubben arrangeret besøg af Cornelisband den 28. oktober 2011. Der afholdes juletur til Lübeck den 10. december 2011.
PC- og Multimediegruppen
JR oplyste, at såfremt der er tilmeldinger nok, vil han godt undervise i brugen af PC´er et par aftener.
Skt. Hans aften
BHJ har spurgt GIF, om de kunne tænke sig at overtage arrangementet, da hun godt kunne tænke sig at holde en Skt. Hans aften, hvor hun ikke skal arbejde! LEF har i den forbindelse talt med Grantoftens Fodboldvenner, der er bange for, at de ikke har hænder nok til at løse opgaven. BJH taler med Grantoftens Fodboldvenner om det igen inden udgangen af året.
Tænding af juletræ i center
Juletræet pyntes af børnehavebørnene den 24. november 2011 kl. 10.00. Den 25. november 2011 kl. 10.00 kommer julemanden og sammen med børnehavebørnene bliver træet tændt. Institutionerne har vedtaget, at børnene ikke længere må få synligt sukker. D.v.s ingen godteposer, men gerne f.eks. figenstænger og juice. Afdelingschefen taler med ejendomsmesteren om bestilling af juletræer, eventuelt kunstige, både til centret og hallen. Juletræet til enliges jul sponsoreres hvert år af GIF.
Juletræsfest
Skema vedrørende arbejdsopgaver i forbindelse med juletræsfesten blev afleveret til BKo som sammenholder dem og udarbejder endelig arbejdsplan. JJ, PJ og GBL deltager ikke i arbejdet i forbindelse med juletræsfesten.