13. Gulve
Gulvene i opholdsrummene er parketgulve og er behandlet med vandbaseret lak af typen D-503 PACIFIC PLUS. Ved fremtidig vedligeholdelse må der kun anvendes ovennævnte eller tilsvarende produkter, således at gulvene ikke ødelægges. Daglig rengøring klares normalt ved støvsugning eller aftørring med en opvredet klud. Grovere snavs fjernes med rengøringsmiddel (PH-værdi ca. 7). Baderumsgulvene er terrazzogulve og tåler ikke syre, fedt eller olie. Fedt og olie kan nedsuges i gulvet og derved danne pletter.Terrazzogulve kan støvsuges og vaskes om nødvendigt i vand tilsat sæbespåner, vaskepulver eller flydende rengøringsmiddel. Sæbespåner efterlader et tyndt lag kalksæbe der gør overfladen tættere og nemmere at holde. Vaskepulver giver en mat, men til gengæld lidt mere skridsikker overflade. Kalkpletter fjernes med skurepulver eller karborundumsten. Terrazzo må aldrig bones med terpentinbonevoks, da det derved bliver meget glat.